NanoBobler

NanoBobler

Danmark er førende indenfor udvikling af recirkulerende fiskeopdrætsanlæg (RAS). Denne position kommer efter mange års arbejde og undersøgelse af hvilke forhold, der er optimale for fisk i opdræt. Den danske branche inden for fiskeopdræt omsætter årligt for ca. 2,5 mia. kr., dette beløb forventes at stige, især på eksportmarkedet. Et globalt problem for videreudvikling af markedet og den økonomiske vækst, er fastholdelse af fiskenes kvalitet, herunder at undgå uønsket lugt og bismag i fiskene. Lugt og bismag kommer fra naturlige bakterier i vandet og kan give anledning til en mudder- og/eller muggen smag i fiskekødet. Tidligere har disse bakterier være bekæmpet med kemikalier, men da disse ikke længere er tilladte i fiskeproduktionen, søges der efter alternativer bekæmpelsesmetoder.
Et af alternativerne er at tilføre ilt i form af nanobobler (nb) til vandet, hvori fiskene befinder sig. Nanoboblerne virker som desinfektion og vil reducere væksten af bakterier i vandet, der derved ikke vil kunne vokse så effektivt og derved ikke give fiskene bismag. Viden omkring nb og hvordan de nemmest tilføres vandet er lille, derfor er formålet med dette VIS-projekt at analysere, karakterisere og kvantificere nb i vand. Nanoboblernes størrelse, samt mængde skal bestemmes, samtidigt skal der udvikles en ny metode til at kunne måle mængden af ilt i vandet, når det er nb til stede. Dette har ikke tidligere været muligt.
Resultaterne fra VIS-projektet vil kunne bidrage med større viden inden for kvantificering af nb, samt hvordan brugen af nb kan være med til at optimere fiskeopdræt. Derved vil virksomhederne tilknyttet projektet kunne præsentere nanoboblemaskiner på markedet og derved øge deres salg af produkter til fiskeopdræt.